Tag: keywords

  • 20. dec: Tjek din interne søgemaskine for keywords

    Har du en søgemaskine internt på dit site, så er det en rigtig god kilde til, hvad dine brugere tror, de kan finde på dit site. (mere…)

  • 13. dec: Skriv keywords i starten af titlen

    Når du skriver dine sidetitler — som skal være unikke — så bør du skrive dine vigtigste keywords i starten. (mere…)

  • 7. dec: Brug dybe links

    Dybe links er et af seo-nørdens bedste værktøjer, og hvis de bruges rigtigt, så er det her du henter de høje konverteringsrater.

    Termen “dybe links” har af de store medier fået en negativ klang, sådan lidt hen ad en kriminel handling, men dybe links er faktisk bare links til sider, der ligger i et underbibliotek under et hoveddomæne (fx domæne.dk/dybt-link.htm). Mange mennesker tror da også, at linkbuilding kun skal foregå til hoveddomænet — det er en fejlagtig opfattelse.

    Men faktisk er der (potentielt) flere konverteringer (besøgende der bliver kunder) at hente, hvis du har opbygget en ordentlig linkstruktur. Ved at linke dybt til undersider på dit site, med relevante ankertekster, får du nemlig disse sider til at blive vist på relevante søgninger.

    Et eksempel

    Hvis en bruger søger på “køb sort kaffekande alfi”, er det meget mere relevant at din side med netop sorte alfi-kaffekander rangeres højt på den søgefrase, end at brugeren bare ser et link til din forside. For hvis brugeren først kommer ind på den, og derefter skal rode rundt i menuer, interne søgninger og kategorier, så er vedkommende altså skredet, for internetbrugere har ingen tålmodighed.

    Og husk også, at søgemaskinerne ønsker, at din side har en naturlig linkprofil, dvs. både dybe links og links til forsiden.

    Her kan du læse mere om det hellige trekløver indenfor onlinemarkedsføring: Trafik, trafikanalyse og konverteringsoptimering.

  • 6. dec: seo-effektive pressemeddelelser

    De fleste virksomheder skriver pressemeddelelser med udgangspunkt i “de gamle medier”, dvs. masser af tekst, måske et par vedhæftede word-dokumenter eller pdf’er samt et billede eller to af produkter og den administrerende direktør.

    Ud over dette, så følger der (måske, kun måske) et par klikbare links med i bunden af pressemeddelelsen, typisk til virksomhedens www-forside.

    En god SEO-pressemeddelelse indlejrer også links til sitet, men de indlejres løbende i teksten, med gode ankertekster, der linker til lige præcis dén relevante side på dit site, der fortæller om det, det konkrete afsnit i pressemeddelelsen handler om. Dette er vigtigt, da flere links til samme side ikke har nogen seo-mæssig værdi, da det kun er det første link til en konkret side der tæller. Indlejr gerne flere links til forskellige undersider på dit site, men husk at de skal være relevante, for den tekst der linkes fra.

    Til sidst i pressemeddelelsen kan du så have et link til forsiden af dit site — helst med en relevant ankertekst for seo’ens skyld, men vær opmærksom på, at der kan være en branding-mæssig værdi i, at skrive www-adressen som ankertekst. Men det er en helt anden diskussion, som jeg ikke vil komme ind på her.

    Her kan du læse mere om seo-effektive pressemeddelelser.

  • Søgeordsvarianter

    Når du opretter din liste af søgeord, er der en lille ting du skal være opmærksom på:
    De ord, medierne bruger om en given ting (produkt, service, fænomen etc) er ikke nødvendigvis de samme, som vi “almindelige” mennesker bruger.

    Eksempel

    Et eksemplarisk eksempel (kan man sige det?) er nedenstående, hvor det helt tydeligt fremgår, at medierne og almindelige mennesker ikke bruger samme ord. Medierne bruger i høj grad termen “car manufacturing” (gul graf) om bilproduktionsindustrien, imens brugerne af Google istedet søger efter termen “car building” (blå graf). Hvad der i øvrigt er tankevækkende er, at der er 0 (nul!) søgninger på “car manufacturing”!

    Læg i øvrigt mærke til, at termen “car making” (rød graf) er mere ligeligt fordelt – det kan være tegn på, at det er den mest almindelige betegnelse for denne gren af industrien.


    Kilde

    Nu skal man selvfølgelig have i baghovedet, at “car building” kan dække mere bredt end “car manufacturing”, men ikke desto mindre så viser eksemplet, at bare fordi medierne bruger en bestemt terminologi, så betyder det ikke at brugerne af søgemaskinerne (= os alle sammen) bruger samme ord.

    OBS: Graferne dækker over en Google Trends-søgning for området “United States”.

  • Hvor mange tegn skal der være i URL’en?

    Der er mange meninger om, hvor mange tegn der maksimalt må være i din URL. Nogle siger max. 60 tegn, andre tæller ord, og siger max 4-5 af dine keywords, og atter andre siger noget tredje.

    Hvilken taktik du skal vælge, kan derfor være svær at sige, så istedet vil jeg komme med en forklaring på, hvordan jeg gør.

    Da jeg er typen, der tager en holistisk tilgang til optimering af mit site, bruger jeg ofte hele titlen i URL’en (husk at adskille ordene med bindestreg “-“, ikke underscore “_”). Det vil sige, at jeg sjældent fjerner ord fra URL’en.

    Nogle gange vælger jeg dog, kun at bruge udvalgte keywords, af forskellige grunde. Oftest er det i situationer, hvor jeg vil teste en URL’s effektivitet. Så udskifter jeg keywords’ne i URL’en over en periode, og ser hvad der rangerer bedst. OBS: Hvis du selv vil ud i den slags forsøg, så husk at sørge for, at de gamle URL’er stadig virker, fx via 301 redirect! (Denne funktionalitet er indbygget i blandt andet WordPress)

    En ting du skal være opmærksom på er dog også, at dine URL’er bør være læsbare for mennesker. Mange brugere af søgemaskinerne læser URL’en under søgeresultatet, og hvis den ikke virker relevant for deres søgning, så klikker de ikke på den.

    Altså: Det vigtigste er, at dine keywords for den pågældende side indgår i URL’en – hvilken taktik du så vælger (hele titlen eller kun keywords) er egentlig mest op til dig selv. Men lav dem for guds skyld ikke for lange!

    Spørgsmål til læserne:
    Hvilken type URL bruger du, og hvad er begrundelsen?

  • Hvilke søgeord skal jeg vælge?

    Der findes ikke en gylden formel til at finde de søgeord, der har betydning for lige netop din hjemmeside. Jeg vil derfor istedet komme med en række eksempler på, hvad andre har gjort.

    Hvis du nu tilfældigvis sælger digitalkameraer, kan det måske være en fordel for dig, at optimere til ordet “digitalkamera”. Du skal dog være opmærksom på, at der på enkelte ord ofte er meget stor konkurrence. Du kan derfor overveje, om du istedet skulle optimere på fx “billige digitalkameraer”, “high-end kameraer” eller “lille digitalkamera”.

    Det vil muligvis resultere i færre besøgende, men til gengæld er der gode muligheder for, at disse besøgende har en højere konverteringsrate – altså køber dine produkter.

    Tommelfingerreglen er her, at du vælger 3-4 keywords i den tekst, du linker til, og det er så dem du bruger, når du linker til den side fra andre sider (både interne og eksterne links).